Du ved måske godt, hvad du egentlig har lyst til.

Alligevel hører du dig selv sige:

“Ja, selvfølgelig.”

Og bagefter mærker du irritationen, trætheden eller følelsen af endnu en gang at have tilsidesat dig selv.

At sætte grænser kan lyde enkelt.

Bare sig nej.

Men for mange mennesker er det langt fra enkelt.

Et nej kan være forbundet med frygten for at skuffe andre. For at virke egoistisk. For at skabe konflikt. Eller måske med en dybt indarbejdet forestilling om, at andre menneskers behov bør komme først.

Derfor handler grænser sjældent kun om at lære nogle bestemte sætninger.

De handler også om, hvad der sker indeni dig, når du forestiller dig at sige fra.

Måske mærker du skyld.

Måske bliver du nervøs for den andens reaktion.

Måske begynder du straks at forklare og forsvare dit nej.

Det kan være interessant at lægge mærke til.

En grænse er ikke nødvendigvis en afvisning af et andet menneske. Den kan også være en måde at tage ansvar for dig selv og relationen på.

Når vi konstant tilsidesætter egne behov, kan det over tid skabe frustration, afstand og udmattelse.

At lære sine egne grænser bedre at kende kan derfor handle mindre om at blive hårdere og mere om at blive tydeligere.

Det kan begynde helt småt.

At lægge mærke til, hvornår kroppen siger nej, før ordene gør.

At give dig selv tid til at svare.

At øve dig i sætninger som:

“Jeg skal lige tænke over det.”

“Det kan jeg ikke denne gang.”

“Det har jeg ikke mulighed for.”

Små ændringer kan gøre en stor forskel.